"Jeg holder af IGAs åbenhed. Jeg er ikke religiøs – men jeg føler mig inkluderet i fejringen af kærligheden til noget større end os selv, på min egen måde og det er der plads til. Det særlige for mig er mangfoldigheden. Alle er velkomne uanset baggrund, sangerfaring, alder, religiøs overbevisning, seksualitet, køn, etnicitet m.v. Nogle deltagere kommer med deres kor, andre kommer alene, med venner eller/og familie og så er det stemmegrupperne og sangen der forener os."
Augusta Lindenhoff
“Jeg ser frem til vores workshops længe før de løber af stabelen. Forventningerne er høje, og jeg er aldrig blevet skuffet. Vi nyder meget inspirerende og dygtige instruktører og der tilbydes undervisning i sangteknik, rytme, klang, bedre sceneperformance o.a. Det er skønt med en hel weekend med så megen glæde, nærvær og musikalsk samvær."
Lene Jenstrup
“Jeg har bl.a. fået indfriet mit ønske om at prøve kræfter med solist rollen. Til masterclass fortalte Terrance om vigtigheden i, at turde kaste sig ud i det og at man ikke kommer nogen vegne, hvis man ikke tør satse. Gospel handler om at turde sætte ord på sine følelser, så jeg tog udfordringen. Da det blev tid til min solo, var jeg lige ved at blive ramt af sceneskræk. Men jeg kastede mig rystende ud i det og overgav mig til stemningen. Og der kom sang ud af mig, som jeg aldrig har prøvet før. Det var en euforisk, fantastisk stemning, som ramte mig den eftermiddag i Birkerød. Det blev også starten på mig som solist i mit eget kor, hvilket jeg er så stolt og beæret over. Tak IGA og Terrance Kelly for at give mig modet til at turde.”
Susan Jespersen
"Jeg havde en forventning om at vi bare skulle synge en masse. I stedet oplevede jeg at få et åndeligt fællesskab med en masse mennesker i alle aldre, størrelser og farver som handler om meget mere end at synge. Jeg oplevede en rummelighed og en plads til at være lige den man er – også i de situationer, hvor man af de enormt fagligt kompetente undervisere blev presset ud i situationer, som gjorde en sårbar."
Natalia Rogaczewska
“Jeg er vant til en meget anderledes måde at blive undervist på end underviserne på IGA, hvilket kun er meget spændende og udfordrende. IGA er åbent for alle uanset om man synger i kor eller ej og dog alligevel får jeg en oplevelse af at mit niveau løftes efter sådan en weekend. Der er flere forskellige undervisere, som med hver deres personlighed og undervisningsform på én og samme tid skaber diversitet, enhed og helhed."
Susie Claudia Nielsen
"Workshoppen afsluttes med en koncert, som for mig sætter prikken over i’et. Det gør noget ved mig, jeg bliver så rørt hver gang at tårerne løber ned af kinderne. Men det gør ikke noget, det er en super fed oplevelse, som jeg kunne unde andre at opleve.”
Elin Koch
“Jeg har deltaget flere gange i IGA´s workshop i Birkerød og det har været nogle af de mest berigende og lærerige weekender. Niveauet er utroligt højt, og jeg lærer en masse. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kastede mig ud i at prøve denne workshop. At synge gospel er den mest givende og livsbekræftende hobby man kan forestille sig. Og at gøre det sammen med Terrence, Dale, Ben, Paul og Lise er simpelthen fantastisk.”
Henriette Hjorth
“Til IGA workshop kommer du til at blive dirigeret, instrueret og ikke mindst inspireret af fantastisk dygtige og professionelle mennesker. Du vil også, takket være de mindre tematiserede workshops i workshoppen (”conducting”, ”soloing”, ”song writing” osv.), få mulighed for at tilpasse workshoppen til netop dine behov, eller måske bare prøve noget helt nyt. Og så – som den store finale – er der koncerten. Alle de sange du har lært, al den glæde og alt det talent der er i det samlede kor, kulminerer i én stor koncert. Forestil dig hvordan 150 glade og spændte mennesker lyder. Her er et hint: Det er ren glæde!”
Rie Rømer Villumsen
“At stå midt i og endda bidrage til den inderlige lyd af bøn og kærlighed, som gospel traditionen åbner sluserne op for, kan ikke beskrives. Kun opleves.”
Søren Jenstrup